Lettere adgang til det smukke Thórsmörk
Den 158 meter lange bro over Markarfljót i det islandske naturreservat Thórsmörk markerer åbningen af en ny vandresti i det smukke område. Thórsmörk ligger ved sammenløbet af de to gletscherfloder Krossá og Markarfljót. Adgang til det meget besøgte vandreområde har tidligere været meget kompliceret, da besøgende enten skulle vandre over et bjergpas eller krydse floden Krossá i en særlig jeep. Med det stigende antal turister i området, besluttede de islandske vej- og søfartsmyndigheder, at den bedste løsning var, at bygge en ny bro. broen skulle både falde naturligt ind i det uberørte landskab, være behagelig at krydse for fodgængere, cyklister, ryttere og kørestolsbrugere, og kunne bære en firhjulstrækker om nødvendigt.
Minimalistisk design
Broen er designet til at forstyrre omgivelserne så lidt som muligt ved at holde både højde og fylde på et absolut minimum. Det 3 meter brede brodæk består af træbjælker, der giver udsigt til den brusende flod nedenunder. Stængerne på tværs af de to hovedkabler er lavet af højstyrkestål, der følger hele broens spændvidde og er forankret på klipperne ved flodbredden.
Aerodynamik
Aerodynamikken i en lang, slank bro, som denne, er afgørende både for broens stabilitet og brugeroplevelse. KI blev hyret af det islandske vejdirektorat til at hjælpe med at vurdere broens dynamiske opførsel under vindbelastninger og til at føre tilsyn med vindtunneltest, der blev udført af Force Technology.
Deltagerne
Broen er designet af Studio Grande Arkitekter og EFLA rådgivende ingeniører.
Vores rolle
Aerodynamisk test af broen