Ikke bare en blå kasse
Det nye IKEA varehus i København har en æstetik, der er meget anderledes end det klassiske blå varehus. Bygningen er beliggende med direkte adgang til Dybbølsbro som en integreret del af Vesterbro og let tilgængelig med tog eller cykel. På grund af varehusets placering er designet holdt lyst og grønt, og den offentlige taghave vil både fungere som en del af den grønne sti for fodgængere fra Bernstoffsgade til Havneholmen samt et boost til områdets biodiversitet. Facaden er inspireret af gardiner, der giver et kig ind i en stue og består af store glaspaneler, hvide plane flader og grønne planter.
Varehuset åbnede i august 2023. Se billederne fra åbningen.
Forbinder Dybbølsbro, shopping og taghave
KI projekterede konstruktionen på platformen og broen, der krydser Dybbølsbro og forbinder IKEA med Kaktus Towers på den anden side som en del af den grønne fodgængersti.
Platformens konstruktion er en kombination af kompositbjælker og -søjler, stål og filigran dæk.
Rent kompositdesign
Da platformen betragtes som en flugtvej i tilfælde af brand, havde søjlerne det ekstra høje krav at skulle kunne modstå brand i 2 timer. Derfor blev der valgt komposit stål-beton søjler i modsætning til kun stål, da betonen muliggør et design uden ekstra brandsikring.
Ydermere ønskede arkitekterne et rent design uden afstivning, hvilket førte til valg af en momentmodstandsramme for sidestabilitet i begge retninger. På den måde blev forbindelsen mellem bjælker og søjler lavet som en momentstiv samling for at danne momentmodstandsrammer i begge retninger så ofte som muligt.
Det krævede en innovativ løsning at tackle den udfordrende forbindelse til de runde søjler på grund af kravet om momentstiv samling såvel som kompleksiteten af bjælkelayoutet som følge af den overordnede geometri og de lange udkragningsspænd. Løsningen blev en stålring rundt om søjlerne, som gav den nødvendige stivhed og fleksibilitet til at forbinde bjælker fra forskellige vinkler. Implementering af denne løsning havde også den fordel, at den indvendige armering af kompositsøjlerne ikke afbrydes.