
Nyt erhvervsområdE ved Reykjavik
Korputún er et nyt erhvervsområde i Mosfellsbær, som er en kommune tæt på Reykjavík i Island. Området udvikles som en moderne erhvervs- og handelsbydel med fokus på bæredygtighedstiltag. Det samlede projekt omfatter cirka 90.000 m² byggeri fordelt på omkring 30 bygninger og udvikles med ambitionen om at opnå BREEAM Communities-certificering. KI skulle stå for ingeniørrådgivningen for konstruktioner på plot D, som omfatter fire erhvervsbygninger med et samlet areal på 5.325 m².
Dansk byggeskik møder islandske forhold
Opførelsen af Korputún har krævet særlige overvejelser, hvor den danske byggeskik med præfabrikerede betonelementer skulle tilpasses de islandske forhold. Islands seismiske aktivitet stiller særlige krav til konstruktionernes stabilitet og modstandsdygtighed over for jordskælv. Samtidig har områdets jordbundsforhold stillet særlige krav til funderingen. Byggeriet er placeret på et tidligere sumpområde med varierende dybder til bæredygtige jordlag. Det har krævet grundige undersøgelser og vurderinger af den mest hensigtsmæssige funderingsmetode. Løsningen blev fundering på en komprimeret gruspude, der skaber et stabilt underlag for bygningerne.
Et knudepunkt for handel og erhverv
KI stod for ingeniørrådgivning på plot D i Korputún, som består af bygning 2, 4, 6 og 8 med arealer fra 670 m² til 1.970 m². Bygningerne er projekteret med præfabrikerede bærende ydervægge og tagkonstruktioner udført i enten stål eller præfabrikerede huldæk. Alle fire bygninger er funderet på komprimeret fyld, mens pladsstøbte fundamenter og terrændæk er pladsstøbt i armeret beton. Med rådgivningen har KI bidraget til at realisere en del af det nye erhvervsområde, der på sigt skal udvikle sig til et vigtigt erhvervsmæssigt knudepunkt i Mosfellsbær.

Visualiseringer af Arkís Arkitektar.

Plot D består af bygning 2, 4, 6 og 8.

