En ny ø skaber forbindelse i Nordhavn
Kronløbsøen er en helt ny ø og forbindelsesled hen over Kronløbsbassinet i Nordhavn i København. Øens 9.500 kvadratmeter kommer til at huse 6 separate bebyggelser bestående af 233 ejerlejligheder i 5 etager og åbent erhverv som caféer og butikker i stueetagen. Øen er forbundet med to stibroer, en vejbro og en tunnel til Århusgadekvarteret og Sundmolen, og kommer dermed til at være en vigtig forbindelse i den nye bydel.
Under vandoverfladen ligger en 4-etager dyb parkeringskælder med plads til 1.100 biler. Den overjordiske ø selv bliver helt bilfri.
Tæt samarbejde mellem NCC og KI
KI Rådgivende Ingeniører og NCC Engineering har samarbejdet tæt om projekteringen af Kronløbsøen. KI har både deltaget i projektering af den 4-etager dybe parkeringskælder og stået for projektering af de tre broer samt projektering af de bærende konstruktioner til de seks bygninger.
Banebrydende betonsoftware reducerer ressourceforbrug
Til projektering af de bærende konstruktioner, har KI samarbejdet tæt med Optum CE. Vi har brugt deres nye banebrydende betonsoftware Optum CS til eftervisning af bygningernes globale stabilitet, detail design og armeringsbestemmelse af samtlige vægelementer i de 6 bygninger.
Hos KI benytter vi Optum CS både fordi det forenkler beregninger af komplekse geometrier og dermed sparer mandetimer, og ikke mindst fordi det samtidigt gør det muligt at spare materialer og dermed gøre byggerier mere bæredygtige både miljømæssigt og økonomisk.
Deltagerne
Arkitekter: COBE og Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Totalentreprenør: NCC
Rådgivende ingeniører: KI, NCC
Illustrationer: Vilhelm Lauritzen Arkitekter, NCC