Et nyt pejlemærke
Radisson Hotel Group bygger sit fjerde hotel i Reykjavik - denne gang under det luksuriøse Radisson Red-brand i centrum af byen. Den nye hotel- og lejlighedsbygning med en samlet størrelse på 10000 m2 vil bestå af 203 hotelværelser fordelt på 17 etager i bygningens hovedtårn samt 30 lejligheder placeret i det lavere anneks med 3 til 6 etager. Derudover vil bygningen indeholde 4000 m2 underjordisk parkering fordelt over 3 niveauer. Toppen af bygningen vil indeholde en to-plans tagterrasse åben for offentligheden med en smuk udsigt over byen og havet. Bygningsfacaden er designet med en kombination af rød, sort og naturlig basalt, der skaber illusionen af lavastrøm.
En blanding af danske og islandske byggetraditioner
Ingeniørarbejdet udføres i tæt samarbejde med vores islandske søsterselskab New Nordic Engineering på Island. KI er ansvarlig for design af hele konstruktionen, mens New Nordic Engineering er ansvarlig for design af installationer som VVS, kloakering, HVAC og sprinklersystem samt gennemgang og indsendelse af ingeniørtegninger til myndighedsgodkendelse. Vores rolle i projektet spænder fra den oprindelige idé til konceptuel design, detail projektering samt optimering af design.
Hotellets design er baseret på en blanding af islandske og danske byggetraditioner med en konstruktion udført i en kombination af præfabrikerede stålkonstruktioner og pladsstøbt beton. Hovedkernerne består af armeret pladsstøbt beton for at sikre stabilitet mod de hårde vandrette vind- og jordskælvebelastninger, der forekommer i Island. Den resterende overbygning er fremstillet som et komposit stålbeton-system, der består af betonfyldte stålsøjler og et letvægts komposit stål-beton-gulvsystem. Denne type konstruktion har en fordelagtig monteringstid, hvilket bringer konstruktionstiden ned i sammenligning med traditionelle pladsstøbte betonkonstruktioner.
Især naturlasterne i Island er betydeligt større og af en anden art end det vi er vant til i Danmark. Med en basisvindhastighed på 35 m/s (10 minutters gennemsnit i 10 m højde) er vindbelastningen i Island dobbelt størrelse af den vi har i Danmark. Konstruktioner i Island skal også udformes til at modstå de bevægelser og belastninger, der genereres under jordskælv. Designet af det vandrette afstivende system er udført i tæt samarbejde med vores søsterselskab Optum CE for at optimere designet af kernevæggene i beton.
Læs pressemeddelelsen fra Radisson Group om det nye Radisson Red hotel.
Se denne video med smukke billeder af det nye hotel fra Visir (islandsk)
Fotos: Radisson Group og KI Rådgivende ingeniører