Det første Umeus-kollegium
Umeus er et nyt kollegiekoncept udviklet af ejendomsinvestoren NREP og ejendomsudviklingsselskabet Tetris. Bygningen på IT-grunden mellem DR Byen og ITU i Ørestad Nord var den første i en serie af kollegier, som skal bygges i flere dele af København. Her får de studerende eget møbleret værelse med bad og toilet samt en lang række fællesfaciliteter som læsesal og vaskeri. Kollegiet rummer 337 værelser fordelt på 7 etager foruden café og andre fælleslokaler i stueplan.
Stor frihed og høje krav til vores betonspecialister
Umeus-kollegiet er et betonelementbyggeri og KI stod for detail-projektering af elementerne. Specielt for dette projekt er, at facadeelementerne leveres med både formur, bagmur og vinduer installeret på forhånd. Produktionen er i høj grad automatiseret, hvilket både muliggør meget præcise og flotte elementer samt mulighed for stor variation og formfrihed i elementernes geometri. Denne metode betyder både spændende muligheder, men også høje krav til nytænkning og præcision fra ingeniørerne. De flotte facadeelementer er en afgørende del af kollegiet, hvor hvert værelse er designet med et stort vindue med en bred karm med plads til at sidde. Bygningen har mere en 180 unikke betonelementer, som vores betonafdeling i samarbejde med CN3 havde til opgave at optimere og systematisere.
First-movers indenfor betonberegning
KI's betonafdeling arbejder tæt sammen med vores søsterselskab Optum CE, som dengang netop havde frigivet første udgave af deres nyskabende beton-beregningsprogram Optum Concrete Solutions (OPTUM CS), som er udviklet i samarbejde med bl.a. Betonelementforeningen. OPTUM CS gør det muligt at regne på betonelementbyggerier på en helt ny måde, fordi programmet bl.a. gør det nemmere at medregne hullede facader i eftervisningen af bygningens stabilitet. KI er blandt de første virksomheder til at bruge Optum CE's nyeste software, hvilket betyder at vi kan optimere vores kunders projekter både økonomisk og miljømæssigt uden at gå på kompromis med design og sikkerhed.
Deltagere
KI har stået for detailprojektering af betonelementfacaderne i samarbejde med CN3. Rasmus Friis A/S som totalentreprenør, Henning Larsen som arkitekt og Sweco som bygværksprojekterende. Betonelementerne produceres af hollandske Byldis.
3D model af Umeus kollegiet vist i Vitus -
credit CN3
Foreløbig visualisering af et kollegieværelse -
credit Henning Larsen Architects