Vi er rigtig glade for at kunne byde Johannes Brask Dyerberg velkommen på fuld tid efter endt uddannelse.
I sit speciale på DTU har Johannes arbejdet med optimering og design af 3D-konstruktioner med fokus på både materialeeffektivitet og bygbarhed – blandt andet med afsæt i et koncept for motorvejsoverdækning udarbejdet af KI og Mads Lützen.

For nylig præsenterede han sit arbejde for resten af virksomheden, hvor vi fik indblik i både metoderne og de praktiske perspektiver.
“Man bliver tvunget til at tænke i løsninger, der faktisk kan bygges – ikke kun optimeres teoretisk,” fortalte han.

Johannes har blandt andet valgt netop KI med en klar ambition om at blive certificeret statiker – en retning vi bakker fuldt op om. Vi har allerede stærke kompetencer på området med både Einar Þór Ingólfsson og Allan Vinther som certificerede statikere og Mikki Goltermann Graffmann godt på vej. KI hjælper endda med at bedømme nye ansøgere, udføre løbende kontrol og vi sidder med i drøftelserne om selve ordningen.
Allerede som studentermedhjælper har Johannes markeret sig med både faglig nysgerrighed og en evne til at tage initiativ – og det er tydeligt, at han har et højt teknisk niveau og et stort drive for at udvikle sig.
Johannes er allerede i gang på et større pharma-projekt med fokus på dokumentation og sidder derudover på mindre projekter for at opbygge praktisk erfaring.
Hos KI tror vi på, at man udvikler sig bedst ved at arbejde med virkelige projekter og tage ansvar – altid med stærk faglig sparring tæt på.
Velkommen på fuld tid, Johannes – vi glæder os til at følge din udvikling.


