Vi har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Thorhallur Larusson i over to år som studentermedhjælper, og nu glæder vi os over, at han fortsætter sin rejse hos KI – denne gang som projektingeniør på fuld tid!
Thor kender allerede KI’s måde at arbejde på – han ved, at vi ikke går efter de nemme løsninger, men efter de bedste løsninger. Og nu får han chancen for at tage sit næste store skridt ved at komme direkte ud på byggepladserne i Reykjavik. Her skal han yde ingeniørsupport på bl.a. Radisson Red hotellet, et 17-etagers byggeri med en kompleks modulopbygning, og et tilstødende lejlighedsbyggeri.
“Jeg håber på at kunne nå det høje tekniske niveau, mine kollegaer hos KI har, og jeg tror “learning by doing” er den rigtige måde at starte på.”
Thor er selv islænding, og kender til arbejdsmetoderne i Island. Under sin bachelorstudie arbejdede Thor hos Verkís, hvor han bidrog til et projekt med at opføre beskyttelsesbarrierer til at styre lavaflow under udbruddet i Geldingadalur. Denne erfaring gav ham indsigt i islandske ingeniørmetoder under krævende forhold.
Thor har fra starten passet rigtig godt ind i KI, hvor vi værdsætter høj faglighed, nysgerrighed og evnen til at tænke kreativt. Det har han også vist i sit kandidatprojekt på DTU, hvor han undersøgte bæredygtige metoder til demontering af betonelementbyggeri. Her arbejdede han med, hvordan hydrodemolering og svage mørtelfuger kan muliggøre en mere effektiv og sikker adskillelse af præfabrikerede betonelementer, så de kan genbruges i stedet for at ende som affald.
Bæredygtighed og ressourcebevidsthed er noget, vi i KI tager alvorligt, og det er inspirerende at se unge ingeniører som Thor bringe nye perspektiver og konkrete løsninger til bordet.
Vi er stolte over at have Thor som en del af teamet – og vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling!