Verdens største fabrik til betonproduktion
Femern-bælt forbindelsen bliver med sine 18 km verdens længste sænketunnel. Tunnelelementfabrikken, som bliver opført på Rødby Havn i forbindelse med etablering af forbindelsen, er med sine sammenlagt 90.000 m2 verdens største fabrik til betonproduktion. Fabrikken skal producere i alt 89 tunnelelementer: 79 standardelementer og 10 specialelementer. Standardelementerne tager 9 uger at producere og er hver 217 meter lange og vejer 73.500 tons.
KI indgik i 2020 en aftale med Give Steel A/S om projektering af den nye tunnelelementfabrik. Give Steel A/S er totalentreprenør på projektet, leveret til FLC, som bygger for Femern A/S. Projektet blev vundet i et international udbud i løbet af sommeren og efteråret 2020. KI har været med helt fra begyndelsen og i tæt samarbejde med Give Steel A/S udarbejdet det statiske system og tilbudsmodellen i forbindelse med udbuddet.
Femern A/S har produceret en spændende video om tunnelbyggeriet:
Lange spænd og stor frihøjde gav udfordringer
Tunnelelementfabrikken består af fem parallelle produktionslinjer fordelt over tre store produktionshaller af stål. Ståloverbygningen var udfordrende, da hver produktionslinje kræver et stort spænd, en stor frihøjde samt betjening med en række kraner både på langs og på tværs af produktionslinjen. Netop de lange spænd var særligt udfordrende i forhold til etablering af kranbaner hen over produktionslinjerne og krævede store indvendige gitterkonstruktioner for at sikre at kranerne kan køre på et tilstrækkelig stift underlag. Bygningerne indeholder mere end 10.000 t., hvilket gør projektet til et af de største vi har udført i KI.
Produktionen startede i midten af 2023
Tunnelelementfabrikken startede produktionen til Femern Bælt-tunnelen i midten af 2023 og de sidste elementer produceres i sidste halvdel af 2026. Femern forbindelsens 18 km lange tunnel forventes at stå færdig midt i 2029 og vil forkorte rejsetiden mellem Skandinavien og det øvrige Europa. Turen mellem Rødbyhavn og Puttgarden vil tage 7 minutter i tog og 10 minutter i bil.
Konsortium: Femern Link Contractors (FLC) består af Aarsleff (Danmark), Max Bögl Stiftung & CO KG (Tyskland), BAM Infra B.V (Holland), BAM International B.V (Holland), Wayss & Freytag Ingenieurbau AG (Tyskland), VINCI Constructions Grands Projets (Frankrig), Solétanche-Bachy International S.A.S (Frankrig), CFE SA (Belgien), Dredging International NV (Belgien).
Læs mere om tunnelbyggeriet på Femern A/S’ hjemmeside: www.femern.com