
P-Velliv – teknisk krævende parkeringshus med arkitektonisk lethed
Parkeringshuset P-Velliv i Lyngby markerer første etape i en større udviklingsplan for erhvervsområdet omkring Ulrikkenborg. Det er et byggeri, der både bidrager til områdets grønne transformation og tilføjer en arkitektonisk lethed til bybilledet – samtidig med at det rummer komplekse konstruktive løsninger, som har krævet både erfaring og nytænkning.
P-huset er opført i 11 forskudte niveauer og indeholder i alt 209 parkeringspladser. De to øverste niveauer er udlagt som aktivitetstag med offentlig adgang og opholdsmuligheder, forbundet til terræn med en udvendig trappe. Arkitektonisk fremstår bygningen let og transparent med en facade af hullede metalplader i varme, rødbrune nuancer, valgt i tæt dialog med kommune, brugere og bygherre. Forskellige klatreplanter er plantet langs facaden og vil over tid skabe en levende og grøn indramning.
KI’s rolle: bygværksprojektering med præcision og kreativitet
KI har været ansvarlig for den konstruktive projektering – en opgave, der har krævet særlig faglighed. Parkeringshuset er bygget oven på en eksisterende kælder, og det eksisterende terrændæk er blevet gennembrudt for at etablere fundamenter til nye søjler. Løsningen involverede blandt andet ombygning og afkortning af eksisterende forspændte TT-dæk, som efterfølgende blev forstærket med specialdesignede stålbeslag. En præcis og skræddersyet løsning, der sikrer overførsel af kræfter fra de oprindelige forspændingskabler og bevarer både bæreevne og robusthed.
"Det er præcis den slags opgaver, vi trives med i KI – hvor standardløsninger ikke er en mulighed. Vi har arbejdet med en kompleks opgave, hvor vi har skullet sikre bæreevnen i en eksisterende konstruktion og tilpasse den til helt nye rammer," fortæller projektchef Mikki Graffmann.
Et koncept med fleksibilitet og fremtidssikring
P-Velliv er en del af et parkeringshuskoncept udviklet i tæt samarbejde mellem KI, NCC og Holscher Nordberg. Konceptet er baseret på præfabrikerede elementer, der sikrer kort opførelsestid, lavt materialeforbrug og høj grad af fleksibilitet – både i forhold til udvidelse og fremtidig omdannelse. Det gør bygningen robust og fremtidssikret, både konstruktivt og funktionelt.
Hos KI har vi fra begyndelsen været med til at forme konceptet og har i dette projekt omsat det til praksis gennem en fokuseret og værdiskabende indsats. For os handler det om at kombinere teknisk tyngde med æstetisk forståelse og sikre løsninger, der ikke bare fungerer på papiret, men i virkeligheden – også mange år frem.
Vores rolle
KI var bygværksprojekterende med ansvar for alt konstruktionsdesign samt certificeret statiker.
Deltagerne
Parkeringshuset er et samarbejde mellem Holscher & Nordberg arkitekter, KI Rådgivende Ingeniører og NCC som totalentreprenør.
P-Velliv stod færdigt i 2025.
Foto credit: KI, NCC.






