Et flydende museum i Hardangerfjorden
Salmon Eye er en unik museumsoplevelse i den norske Hardangerfjord designet af danske Kvorning design. Bygningen selv flyder nemlig på havoverfladen og kan kun tilgås med båd. Formålet med det flydende museum er at skabe fokus omkring de klimamæssige udfordringer ved havbrug og fiskeri. Bygningen er opført af den norske havbrugsvirksomhed Eide Fjordbruk, som selv dyrker fiskeopdræt i nærområdet.
Fra museets hjemmeside:
"Alle brancher efterlader et fodaftryk, både positivt og negativt. Salmon Eye er et center, der belyser både akvakulturindustriens muligheder og udfordringer. Vi vil se tingene fra nye perspektiver, tilskynde til nye måder at tænke på og reflektere nøje over, hvad der skal gøres i branchen."
Lakseøjet
Som navnet antyder, er designet inspireret af et lakseøje og dækket af 9.500 "fiskeskæl" i stål. Pupillen øverst benyttes som udendørs scene til koncerter, forelæsninger og andre forestillinger, og designet er bl.a. valgt fordi det meget tydeligt kan genkendes både fra fly og på satellitbilleder.
Indre og ydre konstruktion
Den bærende konstruktion til overbygningen/oversiden er udført i konstruktionsstål. Globalt set er konstruktionen sammensat af to etager og den udvendige facade. dvs. strukturelt er bygningen opdelt i to dele: en indvendig dækstruktur og en udvendig bygningsskal.
Den udvendige konstruktion er udformet som en afstivet skalstruktur.
Den indvendige konstruktion består af et dæk på 1. sal, en trappeafsats i tagterrasseniveau og søjler og ramper/trapper, der forbinder de forskellige niveauer (stueetage, 1. sal og tagetageniveau).
Gastronomist oplevelse udover det sædvanlige på restaurant Iris
Udover udstillingen om havbrug indeholder Salmon Eye en gourmet restaurant i særklasse, som tilbyder en helt speciel spiseoplevelse. Gæsterne bliver hentet i båd og bliver herefter ført igennem en 6-timers 18-retters madrejse, hvor fokus er på historiefortælling og friske gode råvarer fra havet. Restauranten selv kalder det "Expedition dining".
Restaurant Iris drives af den danske kok Anika Madsen, som har arbejdet på flere danske stjernerestauranter, og er kendt som "umami dronningen".