KI har indgået en aftale med Give Steel A/S om projektering af den nye tunnelelementfabrik, der står til at blive opført på Rødby Havn i forbindelse med etablering af Femern-Bælt forbindelsen.
Tunnelelementfabrikken består af fem parallelle produktionslinjer fordelt over tre store produktionshaller af stål. Ståloverbygningen er udfordrende, da hver produktionslinje kræver et stort spænd, en stor frihøjde samt betjening med en række kraner både på langs og på tværs af produktionslinjen. Netop de lange spænd er særligt udfordrende i forhold til etablering af kranbaner hen over produktionslinjerne og kræver store indvendige gitterkonstruktioner for at sikre at kranerne kan køre på et tilstrækkelig stift underlag. Bygningerne indeholder mere end 8000 t. stål og 20.000 stålspær, hvilket gør projektet til ét af de største vi har udført i KI. Projektet har givet os mulighed for at oprette 3 nye stillinger, der er direkte eller indirekte relateret til projektet.
Give Steel A/S er totalentreprenør på projektet som blev vundet i et international udbud i løbet af sommeren og efteråret 2020. KI har været med helt fra begyndelsen og i tæt samarbejde med Give Steel A/S udarbejdet det statiske system og tilbudsmodellen i forbindelse med udbuddet.
”Vi er ufattelig stolte over dette projekt og vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde med Give Steel, FLC-konsortiet og de øvrige underleverandører på projektet. Projektet passer rigtig godt til vores virksomheds vision og erfaringer med store internationale projekter.” udtaler direktør Einar Thor Ingolfsson.
Tunnelelementfabrikken skal producere første element til Femern Bælt-tunnelen fra slutningen af 2023 og det sidste i sidste halvdel af 2026. Femern forbindelsens 18 km lange tunnel forventes at stå færdig midt i 2029 og vil forkorte rejsetiden mellem Skandinavien og det øvrige Europa. Læs mere på Give Steel’s hjemmeside.
Mere om sænketunnelen og tunnelfabrikken
Konsortium: Femern Link Contractors (FLC) består af Aarsleff (Danmark), Max Bögl Stiftung & CO KG (Tyskland), BAM Infra B.V (Holland), BAM International B.V (Holland), Wayss & Freytag Ingenieurbau AG (Tyskland), VINCI Constructions Grands Projets (Frankrig), Solétanche-Bachy International S.A.S (Frankrig), CFE SA (Belgien), Dredging International NV (Belgien).
Illustration: Femern A/S